Print denne side Print denne side

Ølstykke Fotoklub blev stiftet i 1976, og den tæller i dag medlemmer med forskellig baggrund, forskelligt billedsyn, forskellig kunnen og forskelligt udstyr, hvilket gør samværet inspirerende og kreativt. Er du selvlært, eller har du gået på aften- eller ungdomsskole, og har du lyst til arbejde mere med fotografi – så er Ølstykke Fotoklub noget for dig!

Vore aktiviteter er primært baseret på klubaftener hver torsdag, hvor vi mødes i vore lokaler på Græstedgård. Typiske aktiviteter er billedkommentering og diskussion, foredrag, møde med andre fotoklubber, erfaringsudvekslinger, billedmontage, klubkonkurrencer og selvfølgelig fotografering.

Vore faciliteter omfatter et stort atelier med forskellige baggrundsruller, blitzanlæg og B-lamper til studieoptagelser, samt mulighed for at medbringe flash anlægget til opgaver udenfor klublokalet / ateliet.

Vi arbejder kun med det digitale fotografi.

Ølstykke Fotoklub er en nøgleklub, dvs. at man kan benytte klubbens faciliteter uden for klubaftenerne, hvis lokalerne er ledige.

Igennem året tager vi på fototure til udvalgte steder og hygger os sammen med at finde de bedste motiver og resultaterne ser vi så efterfølgende på klubaftenerne eller de indgår i interne konkurrencer.

Udover fototurene afholder klubben en del interne konkurrencer hvor en af klubbens medlemmer fungerer som opgavestiller og dommer(ekstern dommer kan også forekomme) hvor billederne bedømmes og rangeres hvorefter alle årets konkurrencerne indgår i en samlet stilling som udløser en titel som Årets fotograf i Ølstykke fotoklub.
De interne konkurrencer kan også være i form af fotorally med flere elementer indbygget og billed/lyd show.
Klubben er medlem af fotoklub sammenslutningen RNFoto(www.rnfoto.org), hvor vi også deltager i deres 4 årlige konkurrencer og andre tiltag som workshops, udstillinger og foredrag.

Aktiv deltagelse forventes i forbindelse med klubbens aktiviteter på klubaftener, interne konkurrencer, udstillinger, arrangementer med andre fotoklubber og RNFoto arrangementer.

Medlemstilgangen til Ølstykke Fotoklub kan være så stor, at vi perioder midlertidigt stopper for tilgang af nye medlemmer. Du skal i alle tilfælde kontakte Formanden for at blive skrevet op på en eventuel venteliste og medlemsoptag sker løbende.

 

Tidligere aktive medlemmer, der i en periode er passive betalende medlemmer, kan genindtræde som aktivt medlem umiddelbart hvis klubbens medlemsantal ikke overstiger 30 medlemmer.

Ølstykke Fotoklub er til for dig, som vil lidt mere med din fotografering.

 

Ølstykke den 12. januar 2018